Vi tager udgangspunkt i barnets ressourcer og ser bag om barnets handling
Vores barnesyn tager udgangspunkt i barnets ressourcer og vi ser bag om barnets handlinger. Vi bærer ansvaret for relationen og arbejder med ICDP, som metode hertil. Vi ønsker at børnene møder omsorgsfulde, nærværende, forudsigelige voksne, der udgør en tryg base for barnet.
Oplevelsen af at mestre styrker barnets selvtillid
Tydelig struktur, gentagelse og forudsigelighed giver overskud til at øve forskellige kompetencer i blandt andet de daglige garderobesituationer, hvor pædagogerne placerer sig tilgængeligt og støtter børnene til selv at tage overtøj og fodtøj på. Pædagogerne vejleder trin for trin og hjælper barnet med dets opgave i et balanceret samspil.
Vi oplever at børnene bliver stolte, når de selv mestrer at få tøj på efter at have øvet mange gange. Barnet bliver selvhjulpent og udvikler kompetencerne og overskuddet til at hjælpe yngre børn.
Fællesskabsfølelsen er afgørende for trivslen
At føle sig betydningsfuld og opleve sig som en del af et fællesskab er afgørende for barnets trivsel. Dette arbejder vi blandt andet med ved at hjælpe alle børn ind i meningsgivende relationer. Vi etablerer små lege grupper, hvor pædagogerne er deltagende og barnet kan øve sociale spilleregler og blive en aktiv medspiller i legen.
Vi bruger ”Fri for mobberi” som metode til tale om hvordan vi behandler og taler med og til hinanden. Her lærer vi også hvordan man kan invitere andre ind i leg, eller sige fra på en ordentlig og respektfuld måde.