Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner er en del af fællesskabet

Fastelavnsfest med udklædning, tøndeslagning og masser af hygge

Til fastelavn laver vi fastelavnspynt og snakker om traditionen nu og før i tiden.

Fastelavnsfesten handler om fællesskab, leg og hygge. Vi synger fastelavnssange og børnene viser deres udklædning til hinanden.

Vi slår katten af tønden, hvorefter kattekongen- og dronningen kåres og vi nyder de små overraskelser i tønden.

Vi italesætter udklædning og forskellighed på en positiv måde, hvori værdierne; respekt og tolerance indgår i samspillet.

Hvis et barn ikke vil klædes ud eller har brug for en voksen tæt på, viser vi anerkendelse og omsorg for barnet.

Påskehygge og frokost

Børnenes finmotorik styrkes op til påske, når vi pynter op med forskelligt påskepynt, som børnene selv har været med til at lave.

Vi synger påskesange og sår karse til vores traditionelle påskefrokost. Børnene er medbestemmende i, hvilken pålæg de gerne vil have til påskefrokosten og sammen pynter vi påskebordet og dække op.

Afslutning for de kommende skolebørn med fest og farver

Fest, farver, disko og sjove lege er en del at børnenes afslutningsdag. Afslutningsfesten afholdes kl.: 17:00 til kl.: 19:00, hvor børnene kommer glade og spændte på at deltage i festens forløb.

Relationer, sammenhold, sjov og hygge er nøgleord for denne aften, hvor vi får sagt held og lykke, overrækker diplom og barnets mappe, fra dets tid i børnehaven.

Sommerfest for nye og gamle

Sommerfesten afholdes sidste torsdag i august måned, hvor alle familier og personale tager godt imod nye børn og forældre.

Det er her der er mulighed for at styrke forældresamarbejdet og lærer hinanden bedre at kende - både forældre i mellem - og personalet.

Det er forældrebestyrelsen som står for sommerfesten, og det er altid et hyggeligt arrangement og samlingssted. De sidste år har der været et overordnet tema såsom indianer- og pirattema.

Der er planlagte aktiviteter der passer til temaet, som forældre, børn og personale kan lave sammen under sommerfesten.

Hver familie har medbragt deres egen aftensmad, som vi nyder ude, hvis vejret tillader det. Børnehaven står for lidt eftermiddags hygge, samt kaffe eller te og lignede.  

Halloween og masser af (u)hygge

Fællesskab og samarbejde er nøgleordene op til Halloween, når hver stue udhuler græskar.

Vi pynter op med halloweenpynt, som børnene selv er med til at lave som for eksempel, edderkopper, spøgelser og græskar. Vi snakker om, hvad Halloween er og hvorfor man fejrer Halloween.

På selve dagen for Halloween, er de børn der har lyst, velkommen til at komme udklædte i børnehaven.

Juletraditioner der starter i november

Da december er en måned som tit flyver afsted, starter vi allerede op i november med at lave julepynt med børnene, så finmotorikken og æstetiske udtryk rigtig kommer i spil og så vi kan nyde kreationerne i længere tid.

Sidst i november laver vi en julehygge dag for forældre og børn i børnehaven. Her bliver der også lavet en masse julepynt, samt juledekorationer til de forskellige stuer og til vores juletræ, som børnene har været med til at hente.

I december måned er der luciaoptog med ældste gruppen i børnehaven, hvor deres forældre og søskende er velkommen til at komme og se optoget.

December byder også på pebernøddebagning, julesange, risengrød og en julefrokost. Derudover har vi også en drillenisse, som flytter ind i børnehaven i december måned og laver små drillerier.

Inden børnene går på juleferie, har vi en tradition om, at vi skal finde og hjælpe julemanden i den nærliggende skov, fordi han har tabt sin julesæk.

Fødselsdage med barnet i fokus

Fødselsdage i børnehaven fejres altid om formiddagen, hvor barnet er med til at bestemme, hvilken sang der skal synges og om der skal synges. Vi laver et fødselsdagsbord med flag og fødselsdagstog/larve med lys.

Børnehaven sørger for alt til fødselsdagen, så barnet skal ikke selv medbringe noget. Vi vil gerne at det er barnet der i fokus - og ikke hvad barnet har med.

Vi serverer chokoladeboller med flag, som vores køkkendame har bagt. Barnet får selv lov at dele ud og sætte flag i. Til sidst går vi på legepladsen, hvor barnet er med til at hejse det store flag.

Gæstedag og bedsteforældredag i børnehaven

Børnene viser med stolthed børnehaven frem for gæster eller bedsteforældre.

I takt med at vi taler om dagen op til, øges spændingen, glæden og den positive forventning hos barnet.

Vi starter bedsteforældre og gæstedagen stille op med morgenmad som børnehaven serverer; en bolle med smør og ost, samt lidt kaffe eller te og vand.

Derefter har barnet mulighed for at lave forskellige aktiviteter med deres bedsteforældre og gæster, såsom at spille spil, lege på legepladsen med mere, hvor nøgleordet er nærvær.

Dagen slutter af med at barnet og bedsteforældrene eller gæsterne nyder en medbragt frokost sammen.